Om bryghuset

Gistrup Bryghus er et mikrobryggeri i den mikroskopiske ende. Faktisk så lille at der udelukkende er tale om produktion til eget forbrug, da der brygge 25 liter pr. bryg og max. brygges to bryg på en dag. Det tillader flere eksperimenter end på mit tidligere 55-liters anlæg, der dog står "standby" i garagen.

Hvorfor så oprette en hjemmeside til et bryghus, der knapt nok eksisterer?
Og hvornår eksisterer et bryghus? Er det først når man kan producere flere hundrede liter øl i timen?

Bryghus eller ej. Stort eller småt. Hjemmeside skulle der til!

Bryghuset holder til i et af kælderrummene på privatadressen, og det fungerer ganske fint. Ikke et tilfældigt kælderrum, men i vores BRYGGERS hvor der - som navnet antyder - naturligvis skal brygges.

For de mere grej-fikserede vil jeg på opfordring opremse nogle af de øl-ting jeg anvender:

  • Det hele startede på et ombygget 55-liters feltkøkken fra 2. verdenskrig. Opvarmes med gas. Stativet er klatsvejset på bedste fuskermaner ud af diverse genbrugs-stålprofiler.
  • Jeg har brygget sammen med en gut, der også hedder Peter, og vi brugte 2 x gruekedler og en 70-liters stålgryde.
  • I 2014 gik jeg over på et sæt bestående af 3 x 27-liters el-gryder for at kunne eksperimentere lidt mere.
  • I efteråret 2017 købte jeg et lille kompakt "fuldautomatisk" brygsystem ved navn Grainfather som jeg forventer mig meget af. Opskrifter kan overføres til controlleren direkte fra mit foretrukne opskriftsprogram BeerSmith og brygningen overvåges fra mobilen.
  • Jeg bruger el og/eller fjernvarme til opvarmning vand til processen.
  • Specialmalte som f.eks. røgmalt købes enten fra bryg til bryg eller også i mindre mængder - f.eks. 5 kg poser for at bevare friskheden.
  • Basismalt køber jeg typisk uvalset i hele sække, så der kan brygges, når jeg har lyst til det.
  • Humle og gær er også altid på lager af samme årsag.
  • På gadgethylden står der bl.a. pH-meter, refraktometer, Erlenmeyerflaske/kolbe, magnetomrører, mikroskop, hemocytometer (tællekammer) m.m.
    Slanger, fittings, pipetter, kemi o.s.v. er der også i rå mængder.
  • Gæringen foregår i separat rum med termostatstyret rumtemperatur.
    (OK - det er faktisk på gulvet i gæstebadeværelset, men det andet lød lidt bedre.)
  • Øllet tappes for det meste på 19-liters stålfustager, og er så klar til fadølsanlægget.
  • Fadølsanlægget er en ombygget kummefryser med plads til 6 fustager, og i låget er der 5 haner og dermed mulighed for at servere 5 slags øl på terrassen. Fryseren har jeg blot tilføjet en digital kølerumstermostat, og med det setup kan også fjenre fustagerne og bruge fryseren til at gære øl ved bestemte temperaturer - f.eks. pilsnere.
  • Når jeg er i mangel på fustager og skal have tappet en ny øl hjælper bl.a. naboer gerne med at få tømt slatter i fustagerne. De er ikke ansat på nogen måde, men arbejder på forunderlig vis gerne gratis :-)