Ølsmagning

Prisen - det som de fleste spørger om først:
Regn med mellem 150-250 kr. pr. person, så er det ikke helt skævt.
Er du ikke skræmt, så læs trygt videre :-)

 

En ølsmagning er en perfekt start på et festligt arrangement, og som brygger-nørd tager jeg naturligvis ud og holder smagninger og har gjort det i ca. 10 år. Der har vist ikke været to ens ølsmagninger endnu, og det er netop dét, der gør det sjovt og udfordrende for mig.

 

Forløbet kunne se sådan ud:

  • Du overvejer hvor mange personer der kommer.
  • Prisen... Du har uden tvivl en idé om hvor mange penge du vil bruge på det.
    Regn med mellem 150-250 kr. pr. person, så er det ikke helt skævt.
    (Prisen afhænger af antal personer, kørselsafstand, ugedag, antal øl samt hvilke øl der vælges.)
  • Hvor mange øl skal der smages?
    F.eks. passer 5-6 øl meget godt til ca. 1½-2 timer, så er der også er tid til at snakke sammen samt høre lidt om brygproces, smage på forskellige malttyper, dufte til humle o.s.v.
  • Ring eller mail til mig, og jeg kommer med et uforpligtende oplæg på en øl-smagning til netop DIT arrangement.
  • Til selve smagningen / foredraget medbringer jeg et "infoark" med relevant information om den enkelte øl til hver deltager. Så er det lettere at  finde øllene "på hylderne" bagefter.

Herunder har jeg givet et par bud på indholdet i en ølsmagning. Disse skal alene betragtes som forslag, og alle mine smagninger tilpasses naturligvis til det, som I har brug for, både hvad angår antal øl og den tid, der er til rådighed.

 

Den populære: ”All-round" (En god blandet ølsmagning):
Der er mange måder at gøre det på, men en af de måder jeg har god erfaring med er en ”god blandet ølsmagning” med forskellige kommercielle øltyper fra forskellige lande inkl. Danmark. Undervejs plejer jeg at fortælle om brygprocessen fra korn og vand frem til færdigt øl – naturligvis ”krydret” med mine egne oplevelser og røverhistorier fra min brygning hjemme i kælderen. Denne type smagning gør at mange siger ”jamen den slags øl kan jeg da også godt li” - "det var nok ikke lige mig" eller "jeg troede ikke at jeg ku' li' mørke øl" og dermed får udvidet sin øl-horisont.

 

Den nørdede: ”Tema-smagning”:
En helt anden type smagning er hvor vi koncentrerer os om én type/familie af øl og smager på flere varianter af denne. Det kunne f.eks. være at der kun smages hvedeøl eller belgiske trappist-øl. Eller årets påskebryg/julebryg. Denne type smagning er dog ikke særlig ”begyndervenlig” og kræver at deltagerne ved, hvad de går ind til. Kombineres evt. med snak om hvordan forskellene i de enkelte øl opstår og gør dem forskellige selvom de er i samme "familie".
Flere bruger denne type smagning som efterfølger til ”En god blandet ølsmagning”.

 

Øl-foredrag:
En mere dybdegående snak om brygprocessen samt konkrete forslag til hvordan man selv kommer i gang med denne spændende hobby. Kan også være et oplæg om sammensætningen af øl og mad. Sidstnævnte har jeg bl.a. brugt som ekstern underviser på tjeneruddannelserne samt som oplægsholder for foreninger/aftenskoler.

 

Øl-bedømmelse:
Kan bl.a. indeholde nedenstående - så bliver det nok ikke mere nørdet :-)

  • Hvordan detekteres duft og smag via næsen og munden?
  • Hvilke primære duft- og smagsprofiler er der i øl?
    ...og hvor fra kommer de?
  • Hvordan bruges stilartsdefinitioner?
  • Foskel i duft og smag på to næsten enslydende øl - f.eks. engelsk kontra amerikansk brown ale. Eller tysk kontra belgisk hvedeøl o.s.v.
  • Beskrivelse/feedback vedr. bedømmelse af en øl
  • Lidt info om at være øldommer

 

Mere om priser og betaling:
Jeg opkræver min. betaling for 15 personer, men derfor kan I sagtens være kun 8 deltagere. Der betales blot for 15, men så er der selvfølgelig også smagsprøver til 15 personer :-)

Mine foredrag/ølsmagninger drives som "hobbyvirksomhed".
Læs her SKAT's definition af en hobbyvirksomhed.